Guldsjakaler bider sig fast i Tyskland, men hvordan vil den nye art – der allerede findes i Danmark – påvirke den etablerede og oprindelige fauna? Se vurdering her
Guldsjakaler bider sig fast i Tyskland
Tekst: Henning Kørvel
Den findes på Balkan, og langs Donau har guldsjakalen spredt dig til Centraleuropa. Ungarn har således guldsjakaler i hele landet, og nu findes den også i Tyskland, hvor arten følges af Felix Böcker, der også overvåger ulve og losser i Tyskland. Guldsjakaler fra Sortehavet menes at have nået Nordtyskland og Danmark via Rusland. Artens fødevalg ligner den røde rævs, men den menes ikke at få nævneværdig indflydelse på jordrugende fugle, padder, krybdyr og mindre pattedyr.
Guldsjakalen blev konstateret i Brandenburg i Tyskland i 1997, og siden 2019-2020 meldes ifølge Pirsch (november 2024) om, at guldsjakalen yderligere har etableret sig i Hessen, Baden-Württemberg og Thüringen, og efter den første påvisning i Baden-Würtemberg i 2021 er den nu konstateret i yderligere Niedersachsen.
Spredt over hele Tyskland er der nu indsamlet over 300 detektioner, og alene i 2021 (maj til udgangen af april 2022) blev der indsamlet 167 detektioner, heraf 152 ved hjælp af vildtkamera.
”De påviste reproduktioner fandt ikke sted i de bekræftede territorier, men andre steder, hvorefter det må antages, at der allerede levede territoriale dyr der, som indtal da havde været uopdagede”, siger Felix Böcker, Skovforskningsinstituttet Baden-Württemberg (FVA).
Han fortsætter:
”Jeg er overbevist om, at vi i øjeblikket har mange flere fuldsjakaler i Tyskland, end vi tror. Dyrearten er ukendt, ofte forvirret og lever tilbagetrukket”, forklarer Felix Böcker, der er ansvarlig for overvågning af ulve, losser og nu også guldsjakaler i Baden-Württemberg.
For over 10 år siden begyndte han at beskæftige sig med guldsjakaler. Først på udflugter til Donaudeltaet, senere med sin egen hund, trænet til formålet.
Den ekspertise, der er opstået på denne måde, kommer ham til gode i dag, og takket være vildtkameraer rapporteres observationer af guldsjakaler nu oftere og oftere, som evalueres af Böcker. I processen ankommer nye individer fra forskellige bestande og via forskellige migrationsruter til Tyskland.
Den dalmatiske bestand har sit hovedudbredelsesområde i en smal stribe langs Adriaterhavskysten med indvandrerdyr i det nordøstlige Italien og længere nordpå til Østrig.
Den meget større Balkanbestand lever ved Sortehavet og spreder sig langs Donau med migrerende dyr langt ind i Centraleuropa.
Guldsjakler når frem til Tyskland ad flere ruter
Interessant nok når dyr dog også Tyskland fra en parallel migrationsbevægelse. Den anatolsk-transkaukasiske bestand har sit levested i Tyrkiet og den østlige del af Sortehavet. Derfra vandrer guldsjakaler sandsynligvis over Rusland og langs Østersøkysten til Nordtyskland og Danmark.
Det anses for vigtigt, at guldsjakaler breder sig på naturlig måde. En række faktorer bidrager sandsynligvis til gunstige forhold, fx klimaændringer, god fødetilgang, regional beskyttelsesstatus eller forbud mod giftlokkemad, som tidligere var almindelig på Balkan.
Europa-Kommissionen betragter ikke guldsjakalen, opført i bilag V i habitatsdirektivet som truet, hvorimod ulven findes i Bilag IV, og guldsjakalken kan derfor jages i Tyskland, forudsat at det godkendes af myndighederne som en bæredygtig foranstaltning, og den sikres en gunstig bevaringsstatus. Hvornår denne situation vil blive defineret vides ikke i dag.
Den føderale lovgivning nævner end ikke guldsjakalen ved navn. Af forbundsstaterne har kun Niedersachsen i den nye jagtlov i 2022 fredet arten året rundt.
Böckers overvågningsarbejde parallelt med ulveovervågning udføres i vished om, at instituttet udfører det nødvendige pinonerarbejde.
Overvågningen af guldsjakalen minder meget om ulve og losser. Hvis der er lovende spor fra en region, forsøger man at få yderligere information ved hjælp af vildtkameraer.
Det kan også ske, at ekskrementer lander på Böckers arbejdsbord.
Indtil videre kan der kun spekuleres over guldsjakalens mulige indflydelse på økosystemet i Tyskland. Dybest set er fødespektret sammenligneligt med rævens, fordi guldsjakalen sætter pris på halvåbne landskaber snarere end skoven.
Lille indvirkning på jordrugende fugle
Ifølge Böcker er guldsjakalen tilpasningsdygtig, men dens indvirkning på jordrugende fugle, padder, krybdyr og mindre pattedyr er sandsynligvis ret små.
I stedet for en additiv effekt er guldsjakalen mere tilbøjelig til at konkurrere med den røde ræv, hvis tæthed således kan gå ned. I områder, hvor ræven jager voldsomt, kan beskyttede guldsjakaler dog udvikle et tilsvarende skadespotentiale. Casestudiet i Ungarn er bekymrende. De første guldsjakaler blev registreret her i slutningen af 1980-erne.
Efter en forsøgsperiode blev der i 1995 indført jagt på guldsjakalen uden fredningstid i yngletiden. Ikke desto mindre er antallet af guldsjakaler steget eksponentielt i de sidste 10 år, og guldsjakalen findes nu i hele Ungarn.
Guldsjakalen drager fordel af åbne lossepladser, slagteriaffald og jagtaffald fra opbrækket hjortevildt og vildsvin.
Artens tilpasningsevne og spredningshastighed blev massivt undervurderet. Når først guldsjakaler har fået fodfæste i en region, er jagt ikke længere en tilstrækkelig foranstaltning til at skubbe arten tilbage.
Guldsjakalen er lidt større end den røde ræv med et lignende ernæringsspektrum. Dens kropslængde er op til 105 cm med en vægt på 10-11 kg. Dette gør den betydeligt mindre end en ulv, som den imidlertid ligner i udpræget grad.
I Tyskland er guldsjakalen stadig i sin vorden. Det er dog vigtigt, at myndighederne vurderer artens potentiale fra starten. Som internationale eksempler viser, er det ikke nok at læne sig tilbage og se tiden an.
Det er vigtigt at dokumentere spredningen i overensstemmelse med overvågning og forskning, hvad enten det er via artsdetektionshunde, bioakustiske processer via opkald eller klassiske fotofælder (vildtkameraer).
