Jagtetiske regler med livrem og seler

100 meter-anbefalingen i de nye jagtetiske regler har skabt debat – men reglen rummer mere elastik, end mange tror.

Synspunkt af Henning Kørvel

Anbefalingen i de jagtetiske regler, at man ”som udgangspunkt bør skyde med jagtriffel på 100 meter”, har fået mange jægere op af stolen, men det er der ikke grund til. Vildtforvaltningsrådet og Styrelsen for grøn arealomlægning og Vandmiljø har med anbefalingen tydeligvis både livrem og seler på. Anbefalingen holder nemlig til jægere, som skyder en buk i ny og næ, hvorimod nørder ser elastikken i anbefalingen (som udgangspunkt) og skyder på længere afstande, fordi de magter det og har udstyr til de længere skudhold. Der er derfor ikke grund til hysteri over anbefalingen.

Jagtetiske regler med livrem og seler

De redigerede jagtetiske regler har fået mange kommentarer, og specielt er det reglen, at man med riffel ”som udgangspunkt” aldrig bør afgive skud på over 100 meter, der får nogle jægere op af stolen.

Formuleringen må imidlertid bero på, at Vildtforvaltningsrådet og Styrelsen for grøn arealomlægning og Vandmiljø har både livrem og seler på, og at man således dækker hele spektret af ”riffeljægere” bredt fra de, der skyder en buk i ny og næ til egentlige nørder.

Begge parter bag de jagtetiske regler må antages at have viden om, at der blandt jægere er en stigende interesse for langdistanceskydning i Norge og Sverige, og de  også må kende til udviklingen af hurtiggående kalibre og optik, der gør langdistanceskydning muligt, men de kan naturligvis ikke anbefale jægerne at skyde på over 100 meter, for dette skudhold kan næsten alle jægere magte, og med denne formulering rammer man derfor jægerne bredt, og den giver fortolkningsmuligheder, og er således elastisk.

Tager man udgangspunkt i jagt uden for Danmarks grænser, så skal vi ikke længere væk end til Skotland, før vi møder, eller i det mindste kan blive stillet over for krav til skuddistancer, der langt overstiger 100 meter.

Ved kronhjortejagt på Skotlands største gods, Ivercauld Estate i Royal Deeside med 140.000 hektar, har jeg således sammen med stalker David skudt min første skotske kronhjort på over 250 meters afstand.

Vi lå side om side på en stor klippeblok. Hans rygsæk var mit underlag til riflen. På stedet stod fem-seks hjorte.

David sagde, skyd den til venstre, det er den største.

Han lå og kiggede på hjortene med sin håndkikkert, og da jeg havde fået åndedrættet i orden, afgav jeg skud til hjorten til venstre.

”A good shot but the stag does not know it is death”, sagde David.

Pludselig begyndte hjorten at vakle og faldt så bagover forendt.

Lange skudhold til argalifår

Jægere, der jager Marco Polo argali i Tadjikistan og en anden art argali i Mongoliet, skal som udgangspunkt påregne at skulle skyde på endnu længere afstand, hvilket vil sige 350-500 meter, og savannejagt i Afrika er ofte underlagt de samme konditioner. Og det gælder også for vildfårsjagt i Iran og det øvrige Asien, samt ofte ved gemsejagt og anden bjergjagt.

I Namibia har jeg skudt en enliggående Cape hartebeesttyr på over 250 meter.

Da vi havde spottet tyren, lagde den professionelle jæger en skumgummipude op på jeepens køler, og jeg lagde riflen an og afgav skud, så snart, jeg var klar til det.

Tyren gik ned i knaldet og var forendt, før vi nåede ud til den kort efter. Og i Namibia har jeg på åben savanne desuden skudt en warthogorne på over 200 meters afstand.

I Spanien har jeg skudt en kronhjort på en afstand af cirka 400 meter.

Min gamle ven Rafael og jeg var på monteria, og vi så, at hjorte kom ned af et bjerg og gik så til højre bort fra os uden for skudhold.

Pludselig kom tre dyr, der ikke skulle til højre, men gik modsat vej (venstre) på bjergsiden. Rafael sad med sin håndkikkert og sagde:

”Den bageste er en hjort, skyd den. Du har jo .300 Winchester Magnum”.

Jeg insisterede på at låne hans riffel som skydestok, og da riflen var på plads, afgav jeg med støtte på løbet på hans riffel skud ved at holde på tappen (rygsøjlen) oven over forløbet (bladområdet).

Da jeg afgav skuddet, vidste jeg instinktivt, at det var en træffer, og hjorten faldt til jorden – stendød.

I Aragonien har jeg skudt en råbuk på over 200 meters afstand, og på 175 meters afstand har jeg i Benelup i Cadizregionen skudt den sjældne morisco råbuk (Capreolus c. garganta, Munier 1983).

I Polen har jeg på et revir i Østpreussen ligeledes skudt en buk på en mark på en afstand af over 250 meter, og det samme er tilfældet for flere bukke i Tjekkiet.

Og sådan kunne jeg blive ved, og i Danmark har jeg skudt adskillige bukke på afstande over 100 meter, hvilket sammen med de allerede nævnte eksempler totalt gennemhuller anbefalingen i de jagtetiske regler.

Dette understreger, at det er individuelt, hvilke afstande man kan skyde sikkert på. Nogle er gode – ja, nærmest perfekte – til lange skud, andre er bedre til skud på 100 meter og derunder.

Vi skal hver især med andre ord kende begrænsningens kunst, og om reglen, at man ikke skal skyde på afstande over 100 meter, mener jeg, at den er fastsat til denne distance, fordi de fleste jagtudøvere kan afgive sikkert skud på dette hold, mens andre jægere med andre rifler og anderledes optik skyder på længere skudhold.

At opstille generelle regler for længden af skudhold (100 meter) opfatter jeg, som Vildtforvaltningsrådet har både livrem og seler på, og at der er elastik i anbefalingen.

Jeg har læst mange artikler om langdistanceskydning, men de handler om alt andet end kalibre.

Lad mig vende tilbage til .300 Winchester Magnum (7,62×67 mm med bælte), der blev udviklet i USA til lange skudhold tilbage i 1963. Den er siden hen blevet overgået af .300 Winchester Super Magnum. Endvidere er .300 Winchester Magnum kommet i en udgave med kortere hylster .300 Winchester Short Magnum.

En dråbe schweiss fra en orne

Jeg har to jagtrifler i kaliber .300 Winchester Magnum, henholdsvis FN Browning (halvautomatisk) og en repeterriffel fra Schultz & Larsen. Denne er monteret med en Zeiss Diavari 3-12x56T sigtekikkert.

Jeg fik den første .300 Winchester Magnum (FN Browning) tilbage i 1980, og jeg har skudt meget kronvildt og mange vildsvin med den, samt spansk stenbuk, mankefår, renbuk, moskusokse i Grønland, elge i Sverige og kronvildt i Skotland.

Jeg husker, at jeg engang havde den med på drivjagt i Polen, og en aften hvor jeg sad i et tårn, skød jeg på godt 150 meters afstand en vildorne, men da jeg blev hentet på posten, og vi gik ud til skudstedet, fandt vi kun en dråbe schweiss. Vi fulgte flugtsporet i sneen ind i skoven, og da guiden Kristof Affek havde opgivet at finde ornen, udbrød min ledsager skovfoged Svend Nielsen fra Hørsholm:

”Jamen, her ligger den jo, Henning”.

Han fandt ornen forendt få meter fra, hvor Kristof og jeg stod.

Det viste sig, at ornen havde så meget fedt på brystpartiet, at skudsåret blev lukket øjeblikkeligt da kuglen traf ornen, så kun en bloddråbe slap ud.

I Sverige har jeg med .300 Winchester Magnum skudt tre elgtyre, og i Grønland har jeg med min Schultz & Larsen i samme kaliber skudt en mega renbuk på 150 meters afstand.

Jeg vil nævne andre langdistancekalibre. 6,5 Creedmoor. Min ven i Madrid, Juan Antonio har en customriffel i dette kaliber, bygget i Frankrig, og han skyder rask væk på 400 meter og derover, og når han pyrscher, går han tilbage, hvis han er kommet for tæt på for at kunne afgive skud på 400 meter og derover.

Med hans riffel har jeg skudt en mega brunsthjort på 175 meters afstand, og jeg har endvidere skudt Cantabrisk gemse med hans riffel, der har ekstremt løst aftræk, og det er nødvendigt, at man holder fingeren uden på aftrækkerbøjlen, når man finder sigtepunktet, og først flytter den til aftrækkeren, når kuglen skal slippes.

Andre langdistancekalibre, som jeg kender, kan jeg nævne .270 Winchester, .270 Winchester Short Magnum, 6,5×284, 6,5×47 Lapua og 6,5×68.

Min spanske ven Juan Antonia er selvlader, og han betegner 6,5-kuglen som den mest effektive på lange skudhold.

Elastik til nørder

Før skød han med 7 millimeter Magnum. Jeg har skudt en stor kronhjort med denne riffel på 175 meter, og for mig rangerer den helt på linje med .300 Winchester Magnum.

Til langdistancekalibrene føjer sig sigtekikkerter, som vi ikke kendte for 10 år siden med ballistiktårne, fx 5-25×56, som man kan indstille til specifikke afstande. Nogle sigtekikkerter kan endda indstilles til specielle patronmærker.

Jeg kan godt lide, at man kan skrue op for forstørrelsen, så man ser dyret klart og tydeligt i sigtekikkerten, og man således ved, hvor præcist på dyret kuglen skal sidde. Det øger chancen for, at kuglen rammer der, hvor det er tiltænkt.

Langdistanceskydning er for nørder. De fleste almindelige jægere, der skyder en buk i ny og næ, bør nok holde sig til skudhold på plus/minus 100 meter, hvorimod andre kan skyde på større afstande, fordi de føler, at de magter det med det kaliber, som de har, og med den ammunition og de sigtemidler, der gør skuddet muligt. Endvidere bruger mange langdistanceskytter bipod, og jeg har med brug af bipod bl.a. skudt stor renbuk tæt på indlandsisen i Grønland og mankefår i Spanien.

Anbefalingen af et skudhold på 100 meter er med andre ord elastisk. Det er perfekt til almindelige jægere, mens nørder er individualister, der skyder på (større) afstande, som de føler, at de behersker med det grej, som de har til rådighed afhængig af konditionerne og forholdene på stedet, der altid skal være sikkert og perfekt. Jagt er jo ikke hasardspil.

Hvis jeg skulle have følt mig kaldet til at give en generel anbefaling af skudhold til jægere, så ville jeg også have anbefalet almindelige jægere et skudhold på 100 meter vel vidende, at nørder kan og skal man ikke koste rundt med, for de skyder på længere skudhold, som de qua træning og udstyr til længere skudhold behersker.

Der er derfor ikke grund til hysteri over anbefalingen af 100 meter som udgangspunkt, for den har rigeligt med elastik til netop nørder og almindelige jægere.