Kan en jæger blive jagtblind på samme måde, som økonomiske interesser kan gøre en svineavler staldblind?
Kan en jæger blive jagtblind?
Kan en jæger blive jagtblind?
Spørgsmål og debat af Netnatur
I den voldsomme debat om danske svineeksport tales der ofte om staldblindhed. Om hvordan nogle svineavlere – over tid – mister blikket for, at grisene er levende dyr og ikke blot produktionsenheder.
Som svineproducent er man staldblind , når de fleste uden for stalden er eninge om, at vilkårene for de danske eksportgrise er gået helt ud af hånden. Når medier – og ikke mindst sociale medier – svømmer over med modstand mod den nuværende danske produktionsform.
Men kritikken til trods forsvarer industrien sine produktionsformer. Ja, det hævdes sågar, at dyrene i svinefabrikkerne har det godt.
Spørgsmålet er, om jægere tilsvarende kan blive jagtblinde. Altså udvikle en evne til kun at se det, vi selv ønsker at se – og samtidig blive blinde for de sider af vores synspunkter, der er helt ude af trit med resten af befolkningens opfattelse af god jagtlig opførsel. For selv om jagt i almindelighed er bredt accepteret, er det ikke ensbetydende med, at alt, hvad der knytter sig til jagt, glider ned med morgenkaffen.
Danskerne kan stadig godt lide bacon og flæskesteg. Men når de ser, hvordan grisene produceres i de danske koncentrationsstalde, væmmes de.
Skarp-debatten
I debatten om svineeksport og industrielt dyrehold er fronterne trukket skarpt op. Politikere, der udfordrer eksporten af millioner af levende grise, mødtes med massiv folkelig sympati. Ikke mindst fordi omkostningerne ved eksporten er til at tage og føle på: dyrevelfærd, miljø, lugt, transporttider og en produktion af levende dyr, der er presset til det yderste.
Fortalere for at give grisene respekt og et værdigt liv vælter sig i opmærksomhed. De skovler sympati ind. Nogle taler ligefrem om, at eksportgrisene kan blive et afgørende spørgsmål ved næste folkevalg.
Desværre er der allerede gået partipolitik i debatten. Højrefløjen lader venstrefløjen tage det store sympati-stik. Højrefløjen forholder sig tavs over for de mange kritiske punkter. I stedet retter nogle fokus mod de aktivister, der uden tilladelse fotograferede de forfærdelige forhold, som nu har ført til politianmeldelser af fremtrædende svineavlsproducenter.
Dermed står en meget stor del af det danske Folketing last og brast med svineeksporten, uagtet at den fremstår som en blind vej. Der er nemlig meget få stemmer i den nuværende produktionsform – og den stakkels højrefløjspolitiker, der vil forsvare den respektløse produktion, vil gøre sig selv til et let offer i enhver debat. Også i denne diskussion gælder det, at den der tier, samtykker – og det ved vælgerne.
Om grisene ligefrem bliver tungen på vægtskålen ved næste valg er uvist, men resultatet kan blive, at svineeksporten kommer til at mangle seriøse forsvarere, fordi ingen ønsker at klæbe sig til de billeder, der brændte sig fast, da TV 2 gik helt tæt på den danske svineeksport.
Jagt på opdrættede ænder – ladt i stikken
Spørgsmålene, der rejser her, har ikke til formål at kaste brænde på det bål. Hensigten er at rejsespørgsmålet:
Kan jagt rammes af noget lignende?
Det var TV 2-udsendelsen om livet i de danske svinestalde, der for alvor løftede kritikken til hidtil uanede højder. Reaktionen udeblev ikke. Seerne reagerede aktivt. Et borgerforslag rettet mod svinefabrikkernes metoder til at indsamle de nødvendige 50.000 underskrifter på få dage.
Det bør give stof til eftertanke i det danske jagtmiljø.
Hvad sker der, hvis et lignende spotlight en dag rettes mod kritiske forhold indenfor jagten? Hvem vil da stå på mål for de kritikpunkter, der eventuelt måtte rejse sig i en mediestorm?
Politisk vil vi næppe få meget opbakning selv om vores nuværende jagtminister modigt har udtrykt ros til jægerne …
Ser vi på, hvem der stod på mål for udsætning af gråænder til jagt, tegner der sig et tankevækkende billede. End ikke jægerne selv ønskede for alvor at forsvare denne jagtform. Dette på trods, at de fleste af os, der kalder os jægere, har deltaget i jagter, som i et eller andet omfang tager udgangspunkt i netop udsætning af gråænder.
Sika uden støtte
Den lille ”danske” sikahjort, der pt står til udryddelse, da den regnes som ikke hjemmehørende i Europa, får heller ikke meget opbakning.
Trods massive medieopmærksomhed lader flertallet af de danske jægere hjortearten sejle sin egen sø.
Et borgerforslag, der blot vil undersøge sikahjortens påståede skadelige indvirkning, har endnu ikke samlet 4.000 underskrifter. Der skal 50.000 til for at få forslaget til politisk behandling.
Brodne kar og selvjustits
Formanden for det til tider noget handlingslammet Vildtforvaltningsråd har i flere år forsøgt at flytte fokus over på de såkaldte brodne kar i jagten. Og har talt om nødvendigheden af at luge ud i egne rækker, før andre gør det. Det handler ikke om at mistænkeliggøre flertallet – men om at erkende, at et mindretal kan skade helheden voldsomt.
Netop her bliver begrebet jagtblindhed relevant.
For hvad nu hvis problemet ikke kun er “de andre” uden for jagtmiljøet, der ikke forstår noget som helst, men også andre jægere, der ikke synes, at det, man gør, er så “fedt”.
Er det danske jagtmiljø præget af en musketerånd – alle for én og én for alle? Nej. Det viser de senere års debat om f.eks. udsætning af gråænder til jagt.
Jægerforbundets ønske om at bureaukratisere og dermed også kapitalisere den nuværende danske jagtmodel er et eksempel på hvordan synspunkter kan udvikle sig i lukkede miljøer og gøre jægere blinde overfor hvad andre mener …
Vi kan altså i lukkede fællesskaber vænne os til billeder og fortællinger, som omverdenen ser helt anderledes på end vi selv gør? Og hvad værre er: Nogle kan knytte sig så stærkt til fællesskabets ideologi at ethvert angreb på ideerne føles som et personangreb.
Respekt
Langt de fleste jægere udøver jagt med respekt for vildtet og naturen. Det ændrer ikke ved, at der også findes en skyggeside af dansk jagt.
Eksempler, hvor respekt bør være et nøgleord, er blandt andet brug af blodige og dramatiske billeder på sociale medier, voldsomme vildtparade. Men kan også være et ekstremt fokus på trofæer frem for jagt- og dyreetik samt manglende forståelse for andre synspunkter – og ikke mindst manglende selvkritik, når kritiske sager rammer jagten.
Hvis – eller når – kritiske elementer samles i en politisk eller mediemæssig fortælling, kan sympatien for jagt lide alvorlig skade. Præcis som vi har sat det i forhold til de danske svinefabrikker.
Faren for at udvikle jagtblindhed er altid til stede, når man bliver en del af et selvretfærdigt system, hvor man i for høj grad bekræfter hinanden og i alt for ringe grad udfordrer egne synspunkter og handlinger.
Hvad kan vi lære af de staldblinde?
De mennesker, der arbejder med grise, er som mennesker er flest. De er hverken værre eller bedre. Staldblindhed opstår ikke af ond vilje. Den opstår af gentagelse, økonomisk pres og en hverdag, hvor det unormale langsomt bliver normalt.
Det samme kan ske i jagten.
Derfor er Vildtforvaltningsrådets påpegning af selvjustits ikke et angreb på jægerne – men et forsøg på at værne om jagtens fremtid. Hvis vi ikke selv evner at se skyggesiderne, er der andre, der gør det for os.
Afslutningsvis bør det gentages, at der som udgangspunkt ikke findes dårlige jagtformer. Det er udført, der afgør, om en jagtform opleves som god eller dårlig blandt dem, der stadig ser klart.
Dårlig jagtadfærd vil altid eksistere i et vist omfang. Vores opgave er at undgå, at det absurde over tid bliver det normale – og at vi bliver dermed jagtblinde.
Den danske svineeksport råder over et massivt markedsføringsbudget, når erhvervet presses i medierne. Det har jægerne ikke. Og det har de heller ikke brug for. Jagtsagen er – modsat den nuværende svineeksport – en god sag. Faktisk så god, at den sælger sig selv, hvis jægerne fortsat holder fanen højt og undgår selvretfærdige fortællinger, der ikke har gang på jord og som ender med at gøre os til grin i den offentlige debat.
Blandt de blinde er den enøjede som bekendt konge. Men jagtsagen skal også fremover tilpasse sig tiden – med begge øjne åbne og kan næppe overleve, hvis vi som de enøjede staldblinde, vælger at vende det blinde øje til.
