– Såfremt den danske ulvebestand skal reduceres, bør vi gøre hvad vi kan for, at det ikke fører til en såkaldt ulvekrig. Det mener Henning Kørvel
Nej tak til ulvekrig i Danmark
DR TVs dokumentar ”Ulvekrigen” viser, at fronterne imellem ulveelskere og jægere i Sverige og Norge, er trukket hårdt op, og begge parter er villige til at gå langt for at få deres ide opfyldt. I Norge overværede ulveforkæmpere den licenserede ulvejagt i januar-februar. Et sted forhindrede de jagten, og et andet sted fjernede ulveforkæmpere lapperne omkring et revir og brændte dem af på et bål. I Danmark er minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S) indtil videre indstillet på, at kun problemulve skal kunne jages, men skulle den danske ulvebestand komme ud af kontrol, og den således skal reduceres, så kan ulvekrigen bryde ud, men fordi den ikke er et kønt syn, bør vi undgå den og tage ordduellen på Facebook.
Synspunkt af Henning Kørvel
Synspunkterne er trukket knivskarpt op hos jægerne og ulveforkæmpere i Sverige og Norge. Ulveforkæmperne mener, at ulven er et symbol på biodiversitet og retten til fri natur. Jægerne mener derimod, at ulven stort set skal udryddes.
I 30 år har ulvekrigen raset i Sverige og Norge, og som det sås i sidste afsnit af ”Ulvekrigen” på DR TV onsdag aften (9. juli 2025), er ulveforkæmperne rykket ud i felten, og saboterer jagten ved at fjerne lapper omkring såten, som tilmed er blevet brændt af på bål, og i Elverum i Norge fik ulveforkæmperne forpurret en ulvejagt på trods af massivt opbud af politi.
Ulvekrigen splitter i den grad lokalsamfund og skaber storpolitik, og adspurgt, bekræfter den ene ulveforkæmper, Camilla, at hun i yderste fald er rede til at dø for den sag, som hun tror på, og hun er ikke bleg for at bruge sprogets værste gloser om jægerne.
Idioter og dyremishandlere, er nogle af begreberne, der flød fra hendes mund.
Hvordan er ulvene genopstået i Norge og Sverige? Er det, som det blev antydet i Ulvekrigen, ulve, som er avlet i svenske dyreparker, der er sluppet fri?
Noget kan tyde på, at det forholder sig sådan, men man er nødt til at se på begge sider af sagen for at kunne trænge ind til selve kernen, hvis det da overhovedet er muligt.
Ulveforkæmperne siger, at ulvene har ret til at være i den svenske og norske natur, men når man hører bøndernes synspunkter, og en landmand har fået dræbt fem kalve og såret fire andre kalve af ulve, og at ulve yderligere har dræbt op imod 14 hunde i området, så er en af bønderne ikke det mindste i tvivl, for der er også et hensyn at tage til elgene.
Han vil gerne se den sidste ulv dræbt, og da de norske jægere et år havde skudt fire ulve, der var kommer over grænsen fra Sverige, så troede han, at problemet var løst, men der kom blot fire-fem nye ulve, og så dræbte de igen hans kvæg.
Kender de mon ikke ulvesikre hegn i Norge og Sverige?
Ulovlig jagt i Norge og Sverige
I Norge er der i de sidste 10 år skudt 150 ulve på licens, og her er kvoten for, hvor mange der må skydes, nu blevet hævet til fortrydelse for ulveforkæmperne, der også afslører ulovlig jagt på ulve med bait (lokkemad), og de undrer sig over, at ikke flere jægere bliver taget i den ulovlige jagt.
I Norge er der indtil nu blevet afsløret en jæger, der på ulovlig vis jagede ulve, og i Sverige er antallet to jægere. Ulveforkæmpere mener, at de lave tal ikke matcher virkeligheden.
Vi taler om enormt store ofte uvejsomme områder, og hvordan skulle flere jægere kunne blive afsløret i ulovlig jagt på ulve? Det vil jo kræve, at politiet gennemsøger skovene, og bliver der så tid til andre (og vigtigere) opgaver?
I et tilfælde havde man i en sø fundet en plasticsæk med en skudt ulv, der var tynget ned med tunge sten. Den blev fundet af dykkere, men det vides naturligvis ikke, hvem der har skudt ulven, som det har været afgørende for jægeren at skaffe af vejen, fordi den var skudt ulovligt, og det skilter man naturligvis ikke offentligt med.
Hvordan kan svenskere og nordmænd på den ene side drive lovlig jagt og vel også være medlem af en jagtforening og samtidig erklære sig villige til ulovlig jagt på ulve?
De stemmer ikke med god jagtmoral, for man jo ikke på samme tid både blæse og have mel i munden.
Ingen ulvejagtkurser
Jægere i Sverige og Norge, der jager ulve, har ikke gennemgået et kursus, som Danmarks Jægerforbund forestiller sig, skal gælde for danske jægere, der skal jage ulve, selv om det ikke er spor anderledes at skyde en ulv end råvildt, kronvildt, ræve og bævere med riffel. Det er nok snarere jægerforbundet, der ønsker at høre kasseapperatets klimten, som har medført ideen om uddannelse af jægerne, for danske jægere har generelt en god jægeruddannelse.
Livet som ulveforkæmper er farligt. En af de kvindelige ulveforkæmpere, der levede i et hus på en indhegnet grund, fortalte, at hun fik ubehagelige emails og telefonopringninger, og at der blev skrevet hadefuldt om hende og det, hun står for, på Facebook. Endvidere blev der ofte klipper huller i hegnet til hendes ejendom.
Er jægerne i Sverige og Norge anderledes end jægere andre steder i verden, fx Danmark? Nej, det er der ikke belæg for at tro, og hvis vi i Danmark nogen sinde skulle komme i den situation, at vi skulle skyde mange ulve for at bringe bestanden ned på et nærmere fastsat niveau, så tror jeg, at vi ulykkeligvis ville se ulvekrigen rykke til Danmark.
Ulveforkæmperne i Danmark kan uden nogen som helst problemer kopiere ulveforkæmpernes indsats i Norge og Sverige – måske med hjælp fra deres nordiske venner og lidelsesfæller, og nogle yderliggående organisationer i Danmark har i forvejen et hadforhold til jagt, og det er ikke svært at forestille sig, at de i tilfælde af dansk ulvejagt vil gå på barrikaderne og samtidig chikanere ulvejagten.
I Danmark skal vi kun skyde problemulve
Indtil videre vil minister for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S) kun acceptere, at ”problemulve” jages i Danmark, hvilket vil sige, ulve som kommer ind i bymæssig bebyggelse og ulve, som dræber eller skambider får og kvæg i ulvesikrede hegn, og hvis han er fornuftig, så leger han ikke med på Danmarks Jægerforbunds skøre ide, at jægerne skal skyde problemulvene, for det skal naturligvis udføres af vildtkonsulenterne.
Hvorfor skal danske jægere dog belaste deres normalt gode renomme med at skyde ulve, som skaber problemer i forhold til samfundet?
Lad staten (vildtkonsulenterne) om det, og jægerne kan få fred til at udøve jagt på alt andet vildt end ulve.
I Norge blev der i 2024 givet tilladelse til skydning af 12 ulve i tre områder, og i Sverige skulle der skydes 30 ulve i seks områder i januar og februar, hvor sne mindsker mobiliteten for også ulveforkæmperne, der som jægerne er nødt til at køre i svære firetrækkere for at kunne komme frem til jagtstederne. Op imod 100 jægere deltager i en ulvejagt, hvor et hold driver området der er indhegnet med lapper, af. Forud går mange timers planlægning.
På den jagt, der vistes på DR TV, blev der skudt fire ulve, og politiets vejning af den ene af disse, viste en vægt på 34 kg.
Fatamorgana og virkelighed
Jeg tror, at skydningen af problemulve af jyske vildtkonsulenter vil kunne foregå helt problemfrit, fordi der netop er tale om problemulve, og jeg håber ikke, at den danske ulvebestand nogen sinde bliver så stor, at den skal reduceres ved licensjagt som i Sverige og Norge, hvor store skovområder drives af, og skytter sættes af rundt om såten.
Vi har til fulde set, hvad det kan medføre af splittelse mellem tilhængere og modstandere og føre til splittelse af lokalsamfund. At fronterne er trukket op imellem fløjene – på den ene side tilhængere af ulve og på den anden side jægere i Sverige og Norge – er en kendsgerning, men tonen er ekstrem fra populisten Inger Støjbergs, der scorer billige point på at sige, at ulve ikke hører til i Danmark, og at den bedste ulv er en skudt ulv.
Svenske og norske jægere ville elske at have hende iblandt sig som forkæmper for, at ulvene – cirka 500 – i Skandinavien, skal skydes, men der er heldigvis langt fra Inger Støjbergs fatamorgana-verden til virkeligheden.
Af to onder er virkeligheden at foretrække, fordi den i modsætning til Inger Støjberg udgydelser er den ægte vare.
