” En bøffel falder i skuddet som en hare” hvis man bruger de rigtige kugler. Det hævder forfatteren til den klassiske og anmelderroste bog ” Jagtskydning”
Scheels bøffeljagt på Mount Kenya
Kresten Frederik Adam lensgreve Scheel kendes af de fleste danske jægere for sin fremragende bog ”Jagtskydning”, der udkom i 1950, og stadig forhandles antikvarisk. Scheel blev kun 60 år, men vi ved stort set intet om ham bortset fra, at han i 1950-erne opholdt sig på en vens farm på Mount Kenya i Kenya, og her skød han 10 bøfler. De blev næsten alle skudt om natten ved projektørlys, og 20 meters skudhold var mere reglen end undtagelsen. Han foretrak i modsætning til vennen en blødnæset kugle i sin .378 Weatherby Magnum og siger, at den er bedre end hardnose bullet, fordi en bøffel falder i skuddet som en hare.
Tekst: Henning Kørvel
I skydning med haglbøsse stod han mål med toppen i Danmark: Mogens Preben Christian Eiler Howden-Rønnekamp lensbaron Holck (23. december 1913 – 12. maj 1999), Frans Marcher (25. februar 1934 – 10. december 2022), Carl-Johan Friedrich-Franz Mogens lensgreve Bernstorff-Gyldensteen (7. maj 1917 – 7. april 1999) og Erik lensgreve Holstein-Holsteinborg (21. november 1896 – 11. december 1970), men hvor nogle af disses menneskers meriter er kendt, ved vi næsten ingenting om Kresten Frederik Adam lensgreve Scheel (4. februar 1915 – 23. september 1975).
Han blev i sin tid betegnet som en ovenud eminent haglskytte, og tilfældigt var det derfor ikke, at Høst & Søns Forlag i 1949 bad ham om at skrive bogen ”Jagtskydning” (232 sider, 1950), for den læses igen og igen af danske jægere, som han har lært at skyde, og bogen elskes og læses stadig og forhandles antikvarisk.
Kresten Scheel var uddannet ved landbrug 1930-1933 og 1939 i forstvæsen på Skørringe Gods. Det vides endvidere, at han (”Jægerbogen” 1959) opholdt sig hos en ven på Mount Kenya i den britiske koloni Kenya i 1950-erne. Til ”Jægerbogen” (1959) fortæller han:
Bøffeljagt samme dag, som jeg ankom
”Vi skyder næsten aldrig om dagen, bortset fra fuglevildt til eget forbrug. Al storvildtjagt foregår med projektør om natten, for kun da kommer storvildtet, hovedsagelig bøfler, ud fra skoven for at græsse på vores marker. Jagt i skoven om dagen med synsfelter sjældent over 10 meter, oftest nede på det halve og med farligt vildt som objekt, gør man kun, når anskudt vildt skal opsøges og fanges af.
Vildtmængden er stor, men arealet er stort, og det er langt fra hver gang, man er ude, at man ”kommer til skud”.
Jeg har endnu ikke skudt virkelig storvildt, hvilket vil sige elefant og næsehorn, men nær en snes bøfler er faldet for mine skud. Heraf er to skudt i dagslys, og resten ved projektørlys om natten.
Min allerførste bøffeljagt fandt sted samme dag, som jeg ankom til ”bjerget”, som vi populært kalder Mount Kenya. Jeg kom på besøg om eftermiddagen, og efter aftensmaden, da mørket var faldet på, spurgte min ven, om jeg havde lyst til at skyde en bøffel. Jeg kiggede ud af vinduet til en bælgmørk nat og troede han var gal, men sagde alligevel, at det var OK.
Et par indfødte blev hidkaldt. Den ene bar et 12 volts autobatteri, den anden projektøren, tilsluttet batteriet. Min ven bevæbnede sig med en .416 Rigby, og jeg med en .300 Weatherby Magnum.
Natten var kold, terrænet hårdt, og vi gik og gik, forekom det mig.
Vi kom ind i en hvedemark. Det dugvåde korn daskede os til midt på brystet. Gennemblødt blev man. Jeg troede, at det var rent idioti og tænkte på min varme seng.
Øjnene vænnede sig gradvist til mørket. Man tænkte på leoparder, og på hvor farlige man havde hørt, at bøfler var. Mon det her går godt?
Hveden blev lavere. Det var tydeligt at se, at noget (bøfler) havde gnavet ganske kraftigt endda. Min ven hviskede: ”Stille. Her skal de være”, og vi sneg os frem i gåsegang.
To sorte skygger tonede frem 15 meter forude. Min ven tog mig i armen og hviskede: ”Tror du, det er bøfler eller kun buske”?
Hvad skulle jeg svare? For der var hverken set bøffel eller busk på den tid af dagen.
”Lad os få lys og se, hvad det er”.
Jeg afsikrede min riffel. Lyset kom. Det var to bøfler, der stod sammen kun 15 meter borte.
Riflen var ved kinden i et nu. Der var sigtekikkert på, en god ting til skydning om natten, hvis blot lyskilden er foran okularet, men lygteholderen blev bange og sprang om bagved mig, og alt lyset pøsede ind i sigtekikkerten og blændede mig.
Bøflerne prustede og stak af. Min ven tog et snupskud, men skød forbi, og hjem gik vi en oplevelse rigere, men næppe den rette måde at lære hr. M’bogo (bøffel) at kende på. Man mister for let respekten for dette dødsensfarlige vildt.
Der gik et par måneder. Vi patruljerede markerne ved dag og ved nat i jeep. Vi så og skød nogle waterbucks i hveden. Vi så også en leopard en gang et par meter fra jeepen, men skud til bøffel manglede stadig.
Respekten for kalorius faldt endnu nogle grader, så da en dag ved frokosttid kom vores bøffelspejder farende og meldte bøffel i majsmarken, var jeg nærmest ligeglad med det hele.
Min vært foreslog, at vi drev bøflen eller bøflerne ud af marken, og vi stod på post og knaldede dem, når de kom ud. Chancerne var små. Der var meget tæt bush på den ene side. Ingen skudchancer, og selvfølgelig ville bøflerne gå den vej. Jeg foreslog, at vi gik ind i majsen og skød bøflen, når vi så den. Noget, som jeg den gang fandt naturligt, men i dag næppe ville gøre.
Men jeg ville have en bøffel. Min vært var svær at overtale (han kendte bøfler og deres farlighed), men da majsmarken var relativ åben med sigtbarhed fra to til 10 meter, gik han til slut med på spøgen, og med den indfødte som vejviser gik vi ind i majsmarken.
Aftalen var, at ved første syn af bøflen skulle vi, forudsat at den ikke så os først og tælle til tre, og bang-bang, og ned med den.
Noget ”sort” i majsen
Den indfødte standsede og pegede. Noget sort stod i majsen, kun10 meter borte. Riflerne kom op. En-to, bang, og bøflen faldt. Ladegreb på riflerne var taget, men alt var stille og bøflen var død med min kugle gennem halsen, og min værts kugle højt på bladet. En flot gammel tyr. Dagen var reddet.
Næppe var vi kommet hjem, før spejderen var der igen og meldte, at fire bøfler sås i bushen uden for majsmarken. Vi for derud, og på 150 meters afstand stød jeg endnu en bøffel, denne gang en ko. Et idiotisk hold med så lille en riffel (.300 Weatherby Magnum), men en kugle lige under hornet plus to på bladet, da den sprang af sted, klarede sagen. For at gøre dagen komplet, skød jeg på kun fem meters afstand endnu en tyr der samme nat. Den kom ud lige foran vores jeep, mens vi pløjede gennem den mandshøje bush. En kule fra min vens .416, som jeg havde lånt lige imellem øjnene, ordnede den sag.
Min respekt for bøfler var lige nul, ligegyldigt hvad man fortalte mig af bloddryppende hændelser, og de næste otte bøfler skød jeg alene mand med min nye .378 Weatherby Magnum, der trillede dem rundt som harer, og det gjorde mig endda mere nonchalant med bøfler.
Der gik lang tid. Jeg var i Europa for at skyde agerhøns i Spanien og ænder i Danmark, og var tilbage på farmen på Mount Kenya igen Vi jog bøfler. Der var mange, men de snød os gang på gang.
Jeg kom hjem en nat efter en forgæves jagt. Jeg havde min projektør i vognen, og min .378 Magnum skudklar ved siden af. Jeg afsøgte nærmest for sjov terrænet, og lyset fangede masser af røde øjne (bøfler).
De stod tæt op af vejen. Terrænet var åben mark. Jeg gassede op og kom ind på kloshold. Sprang ud. Bøflerne – otte i tallet – var kun 20 meter borte. Med lygten i den ene hånd og riflen i den anden, afgav jeg skud på en stor tyr. Jeg hørte kuglen slå, men hele selskabet stak af over marken, og jeg fulgte efter i jeepen.
Hundrede meter længere fremme gjorde flokken holdt, og jeg så tydeligt den, jeg havde skudt til. Den var syg og ”hang med ørene”.
Så hurtigt, som jeg kunne, var jeg ude af jeepen, og samme forestilling gentog sig, og af sted igen gik den vilde jagt.
Tyr nummer to landede oven på den anskudte
Så satte min bøffel sig på halen som en anden hund, og jeg var klar over, at jeg havde den, hvilket var vigtigt, fordi vi ikke havde haft kød til vores sorte arbejdere i månedsvis.
Jeg gjorder holdt kun 10 meter fra tyren (skrupskørt, når man er alene), stod ud og tog omhyggeligt sigte, stadigvæk holdende den tunge kanon med kun en hånd.
Netop som jeg skulle trykke af til mådeskuddet, opdagede jeg, at andre bøfler var på vej imod mig. Sigtet blev ændret, og fik bøflen med en kugle i panden, hvilket resulterede i, at den slog rundt som en hare og landede oven på den anskudte tyr, hvilket fik den til at ”rode rundt”.
Mine nerver kunne næsten ikke mere. Det tog mig tre velrettede forbiere og en træffer for at fange den af med min sidste patron. Den slags ting gør jeg aldrig mere, men det gik jo godt.
Bøflerne var fortsat snedige. De kendte rumlen rent ud sagt, men til trods for masser af bøfler, var der intet resultat.
Min nabo fandt så på at bygge en kragehytte op af sit hegn på et sted, hvor der notorisk før eller siden ville komme bøfler forbi. Spørgsmålet var bare hvornår dette ville ske.
Første nat i hytten sad vi fra klokken 21.00 til midnat, men intet skete. Så sad vi fire timer en anden nat, men kun en gris kom forbi, og den lod vi gå.
Så sad vi i kragehytten igen. Vi ankom 22.30, og det var stjerneklart og hundekoldt.
Jeg svøbte min lodenfrakke om mig og forberedte mig på at tage en lille lur. Min ven sad ved siden af mig med min .300 Weatherby Magnum. Jeg havde den kraftigere.378 W.M., og bag os sad den indfødte med spotlightet.
Kun fem minutter var gået. Så prikke den sorte på mig og pegede ud i mørket. To skygger voksede op cirka 30 meter væk. De kom hurtigt nærmere. Min ven var også klar.
”Næsehorn”, hviskede vi begge, ”de så store ud”.
Da de nåede ind på 15 meter, stod det klart, at det var to store bøffeltyre.
”Lete Taa” (kom med lyset), hviskede jeg til manden bag mig, og der stod bøflerne badet i det skarpe lys. Omgående stak de af.
Min ven skød først, men hans riffel klikkede, og ved repeteringen, fik han dobbeltladning og var sat ud af spillet.
Jeg holdt til den forreste bøffel på skulderen og skød. Den gik rundt som en hare, og i rent bagskud fik den anden bøffel en kugle. Den snurrede nu rundt og snøftede vredt. Den sorte hjælper var nervøs, og lyset flakkede en smule, og mit næste skud gik rent forbi. Lyset var roligt igen, og i fuld fart passerede bøflen forbi kun 10 meter fra hytten. En kugle på bladet, og den var nede.
Min riffel var tom. Min vens var ude af funktion, og der løb bøffel nummer et.
Men jeg vidste, at den havde min kugle på bladet, og langt kunne den således ikke gå, men forsvandt i bushen. Nummer to var død som en sild.
Forvisset om, at nummer et lå højest et par hundrede meter borte, mødte vi friske og oplagte bevæbnede op den næste dag for at konstatere, at bøflen var borte.
Vi fulgte sporet, og der var rigeligt med schweiss. Op af bjerget gik det, snart igennem åben skov, og snart gennem tæt krat. Endelig gøede hundene, og det brasede i krattet i nærheden af bøflen. Op af bakke gik det, og det gik stærkt, og så blev der ”standhals”. Vi sneg os nærmere i den gode side af vinden. Bushen var nederdrægtig tæt, og ikke et ærligt træ var der at kunne kravle op i. Føj for satan.
Bøflen stod i uigennemtrængelig bush. Selv om vi sneg os ind på 14-15 meter, kunne vi intet se. Vi hørte kun vred fnysen og hundeglam.
Den eneste chance, at enten kom tyren efter os, eller den flyttede sig, så vi stoppede os op på det eneste sted, hvor sigtbarheden var nogenlunde, måske knapt 10 meter, og der stod vi på hver sin side klar til hurtigskydning.
Kampen rasede videre inde i bushen, men hundene tabte lidt efter lidt lysten. Det lovede ikke godt.
Bøflen angreb igen, men langsomt. Jeg så dens horn, hovedet og toppen af skulderen og fik riflen op. Men netop som den snurrede rundt, tog min kugle den på halsroden og endnu en kugle tog den midt på siden, og den var væk. Vi ventede nogle minutter, klar til hvad som helst, men så lød dens dødsrallen, og vi vidste, at vi havde vundet. En cigaret gjorde godt. Alt hvad jeg havde følt af nonchalance over for bøfler, var blæst bort. Jeg behandler dem fremover med den respekt, som de fortjener.
Sværger til blødnæsede kugler
Jeg skylder at oplyse, at den kugle, der havde væltet tyren rundt matten i forvejen, sad præcist som den skulle og havde sprængt skulderbladet.
Det startede den gamle debat, om man skal bruge hårdnæset kugle, som min ven bruger eller blødnæset kugle, som jeg bruger.
Vi er ikke blevet klogere. Ved næste lejlighed, hvor jeg fik min rekordtyr (46 tommer i spændvidde), skød jeg højt på bladet. Den løb 20 meter og faldt så omkuld.
”Der kan du se”, sagde min ven, ”hardnose kugle er det, de skal have”.
”Gu’ skal de ej, det var stadig blødnæset” svarede jeg.
Jeg ved det stadig ikke, men jeg føler mig mere sikker på et øjeblikkeligt resultat med den blødnæsede kugle, der i 9 ud af 10 tilfælde lægger bøflen ned øjeblikkeligt. Vi skyder som sagt om natten, og synsfeltet er begrænset af lygtens spredning på lyskeglen, og der også skal tænkes på den indfødtes nerver. Vi skyder næsten udelukkende på spring, og har næsten altid mere end en bøffel foran os på klos hold. Udover 40 meter skyder vi aldrig. 20 meter er mere normalt.
I sådanne tilfælde er det rart at se vildtet falde i skuddet, så man kan koncentrere sig om nummer to og sommetider også nummer tre i stedet for at pumpe kugle efter kugle ind i den allerede døende bøffel.
Hvilken riffeltype, man skal benytte, er igen et åbent spørgsmål. Givet er det, at en stor, men langsom kugle batter mere end en lille og hurtig kugle, hvis anslagsenergien er nogen lunde den samme. Jeg holder på, (men jeg er jo kun begynder i denne jagt), at en stor og samtidig hurtig kugle er endnu bedre, og bortset fra det ene tilfælde nævnt oven for, har jeg kun haft glæde af min .378 Weatherby Magnum, hvilket svarer til 9,6 millimeter med en cirka 20 grams tung kugle drevet frem med over 1.000 m/sek.
At man til elefant skal bruge hardnose kugle, er en given ting, og måske også til næsehorn, men det mangler at blive prøvet endnu.
Skal min ind i bushen efter anskudt vildt, og har man kun få meters synsfelt, så vil jeg foretrække en dobbeltriffel, minimum .470 (12 millimeter) og hardnose kugle. Det ved man, hvad er.
Sådan foregår vores jagt på Mount Kenya. Den danske pyrsch i morgenens første solstråler eller i aftenens solnedgang efter råbukke, er vidunderlig. De større vildtarter må vi tage om natten, eller vi må tage på rigtig safari til de store åbne vidder, hvor vildtet kan ses.
Den jagt, som vi driver på Mount Kenya, er et forsvar af vores afgrøder, men den er spændende og ikke ufarlig. Den giver mange skud, og den mangler aldeles nydelsen af et se vildtet og pyrschens spænding. Men når man sniger sig kilometervis gennem en våd mark for at indtage sin plads i den skrøbelige kragehytte og kan vente elefant, næsehorn eller bøffel, er man afhængig af sin sorte lygteholders rolighed og hurtighed. Det er i hvert fald en uhyre spændende måde at jage bøfler på”.
