I 2015 blev der stillet skarpt på mere overordnede principper og sidst på året udformede DJ og DN en fælles principerklæring, der anbefaler brug af adaptiv vildtforvaltning
Spørgsmål om principper
Kommentar af Redaktionen d. 5. januar 2016
2015 var et år som i udpræget grad var præget af hjortevildtdebat. En debat som ofte var meget detaljefokuseret.
Helikopterperspektivet fortonede sig ofte i debatter om sprosser, spidshjorte og konkrete jagttider.
LÆS mere om hjortejagt på
netnatur.dk/HJORTEJAGT
Alligevel mundede debatten ud i nogle mere overordnede principper til fremtidens vildtforvaltning, som vi her vil påstå er følgende:
1. Ens regler for alle
2. Foreningsfrihed
3. Ingen arealbegrænsninger
4. Jagt skal fortsat styres via nationale og regionale jagttider
5. Jagttider skal forsat styres via indstillinger fra Vildtforvaltningsrådet
Den Nationale Hjortevildtgruppe lyttede til debatten og i et revideret udspil kom gruppen mange af de overordnede principper i møde.
Sød musik
Imens øjnene hvilede på Den Nationale Hjortevildtgruppe opstod der sød musik mellem Danmarks Jægerforbund (DJ) og Danmarks Naturfredningsforening (DN).
LÆS OGSÅ: DJ-formand fliter med DN og lufter tanker om kvoter
Nu skulle det være slut med de politiske studehandler, hed det sig.
Der skulle indføres nye principper og principperne skulle hvile på den adaptive vildtforvaltningsmodel, som har rødder i en mere bogholderagtig tilgang til naturen og dens vildtbestande.
Fremover skal der ifølge DN og DJ udarbejdes bestandsmål og budgetkontrol. Såfremt der er råd til jagt på en vildtrart tillades dette. Er der ikke råd – underforstået er bestanden under bestandsmålet – kan jagt ikke tillades.
Dette må være den forenklede kongstanke bag det nye princip, som DN og DJ mener skal gælde i fremtidens forvaltning.
LÆS OGSÅ: Principper for fastsættelse af jagttider
Den nye principerklæring er en ret stor mundfuld, som kræver læserens fulde opmærksomhed. I modsat fald mister man hurtig tråden, da skrivelsen er meget overordnet og dermed meget lidt konkret og nærværende.
Tab af medlemmer og indflydelse
Det har overrasket mange, at de to foreninger er nået til enighed om det mere principielle udgangspunkt for fremtidens jagttidsforhandlinger. Historisk har de to foreninger ofte krydset klinger i jagtpolitiske spørgsmål.
Men selv om DJ og DN ser forskelligt på mangt og meget, har de dog én ting til fælles: De taber medlemmer og dermed i deres egen selvopfattelse indflydelse.
Derfor kan det næppe komme som en overraskelse, at organisationerne i det nye principudspil forsøger at cementere deres indflydelse på jagttidsforhandlingerne.
Bl.a. mener de, at der skal nedsættes et jagttidsråd, som skal bestå af fagfolk fra organisationerne. Jagttidsrådet skal indstille deres anbefalinger til Vildtforvaltningsrådet, som så igen skal indstille deres anbefalinger til miljøministeriet (Naturstyrelsen)
Dermed sikre organisationerne deres politisk indflydelse på et niveau, som hidtil var mere fagligt funderet i DCE, Aarhus Universitet, som løbende vurderer om de jagtbare og ikke jagtbare arter kan tåle en jagttid.
DCE skal også fremover indgå i Jagttidsrådet, men når man sætter de kritiske brille på skrå, er der al mulig grund til at frygte, at der allerede i den faglige indstilling til Vildtforvaltningsrådet lægges op til politiske studehandler.
Ikke så nemt
De to organisationernes principper er nemlig slet ikke så principfaste, som det præsenteres, og derfor giver det måske meget god mening – set ud fra et organisations-egoistisk synspunkt – at søge indflydelse på den proces, der skal føre frem til den indstilling, som sendes til forhandling i Vildtforvaltningsrådet.
Det er nemlig ikke så simpelt at nå til enighed, som det fremstilles.
Der er nemlig en række undtagelser, der kan gøres brug af, når en vildtarts jagttid skal vurderes. F.eks. hensynet til befolkningens muligheder for at opleve de jagtbare vildtarter samt den offentlige mening om den konkrete jagtform og jagttid.
Desuden skal der skeles til risikoen for, at en jagtbar art under jagt bliver forvekslet med en ikke jagtbar art. Det var bl.a. derfor, at mågerne blev fredet.
For at gøre de nye principper og deres undtagelser konkrete, kan man vælge at se på et par tænkte eksempler.
Et par eksempler
Danmarks Naturfredningsforening har længe været skeptiske overfor skumringsjagt på gæs og ænder. Men de jagtbare andefugle kan godt bære en jagttid og derfor har denne kritik næppe faglig grobund.
I det nye principudspil, som DJ bakker op om, behøver DN dog ikke at bøje sig. De kan fortsat fastholde deres kritik af skumringsjagt.
DN kan nemlig uden at bryde principaftalen argumentere for et forbud mod at jage ænder og gæs i dagens første og sidste lys.
De kan nemlig trække forvekslingskortet. Altså argumentere for, at de jagtbare andefugle i mørket meget nemt kan forveksles med andefugle, som ikke er jagtbare.
Den nye principerklæring lukker altså ikke ned for, at denne debat fortsat kan rejses i Vildtforvaltningsrådet uden at få karakter af politisk drilleri, som man ellers er enige om at undgå.
Omvendt set
Omvendt lukker de nye principerklæringer op for, at man kan omgås forvekslingsrisikoen ved at arbejde mere med lokale jagttider.
Mørkbuget knortegås er talstærk nok til at tåle jagt. Men arten kan meget nemt forveksles med den langt mindre talstærke lysbuget variant, som næppe tåler jagttid.
Da man midlertidig ved, hvor lysbuget knortegæs opholder i jagtsæsonen, kan man måske med de underskrevne principper i hånden tillade, at der lukkes op for jagt på knortegås.
Via regionalt bestemte jagttider kan arten jages i de områder, hvor risikoen for forveksling er minimal. Denne model anvendes allerede, da sædgæs f.eks. er jagtbare i nogle områder og fredet i andre for dermed at minimere risikoen for at der nedlægges skovsædgås.
Endnu en undtagelse
Men selv om man skulle man komme så langt i principforhandlingerne, er der alligevel et stykke vej at gå inden DN eventuelt overgiver sig og stemmer for, at der åbnes op for jagt på mørkbuget knortegås.
I de nye principper er det nemlig muligt at smide endnu et undtagelseskort. Nemlig jagtens indflydelse på artens adfærd.
Jagt skal nemlig ikke påvirke arternes adfærd så meget, at der forhindre andre naturbrugere i opnå oplevelser med de jagtbare vildtarter.
Mange naturbrugere – herunder jægere, der ikke er på jagt – har nemlig helt tæt på oplevelser med de tillidsfulde knortegæs, der ikke har været jagtbare i flere årtier.
Men kan man overhovedet drive jagt på en vildtart uden at øge artens flugtafstand overfor menneskelig aktivitet? Svaret er næppe.
Der er med andre ord mange muligheder for at spænde ben for en genindførelse af jagt på knortegås, selv om man principielt mener, bestanden er i stand til at bære en jagtlig udnyttelse.
Luftige principper
Principperne, som DN og DJ er blevet enige om, er med andre ord så luftige, at der også fremover vil være plads til politiske studehandler.
Dermed ikke nævnt, at alt er ved det gamle. For der er nye strømninger i udspillet, som er værd at bide mærke i. Og det er de to organisationers enighed om, at flere vildtarter fremover skal tilgås adaptivt.
Der skal for nogle, men dog ikke alle vildtarter, udformes bestandsmål, hvis det står til DJ og DN.
F.eks. skal der være 60.000 kortnæbbede gæs. Og da der ved indgangen til den nye jagtsæson 2015/2016 kun var 59.000, blev jagttiden afkortet med januar måned.
Desværre viste det sig, at fugletællerne havde talt forkert. Der var overset cirka 11.000 kortnæbbede gæs.
Politiske tællere
Lidt indkøringsvanskeligheder skal der nok altid regnes med ved overgang til et nyt system, men ikke desto mindre rejser ”den lille tællefejl” et spørgsmål af mere principiel karakter. For hvordan skal vildtbestanden tælles?
Den kortnæbbede gås yngler inden for et nogenlunde velafgrænset geografisk område. Den burde dermed være nogenlunde enkel at tælle op. Alligevel gik det galt.
Hvordan vil man da tælle andre trækfuglearter, der har et langt mere udbredt yngleområde? Og hvad med standvildt, som f.eks. det meget omdiskuterede kronvildt. Hvordan skal det tælles? Det melder skrivelsen ikke noget om.
Endelig må man også spørge om organisationerne også ønsker politisk indflydelse på vildt-tællerne. Skal disse også udpeges af organisationerne for dermed at sikre, at der ikke går politik i optællingerne?
Hvor meget man skal lægge i principperne om, at jagttider fremover skal bygge på en biologisk forsvarlig og objektiv vildtforvaltning, kan derfor i høj grad diskuteres.
Erklæringen har den værdi, som DN og DJ begge er enige om, at det skal ha. Hverken mere eller mindre. Hvordan de øvrige organisationer omkring bordet i Vildtforvaltningsrådet vurder kursen på den ny erklæring står dog endnu uklart. Men denne vurdering vil være helt afgørende.
Konkluderes kan det dog, at Danmarks Jægerforbund har givet Danmarks Naturfredningsforening håndslag på, at den her på siden meget omdiskuterede adaptiv vildtforvaltning bliver et princip i fremtidens vildtforvaltning.
Det er den store og måske eneste reelle nyhed, der er at læse i den omtalte principerklæring.
Herfra må vi spørge om de danske jægere – medlemmer såvel som ikke medlemmer – har givet Danmarks Jægerforbund mandat til at indgå så væsentlige principielle ændringer af den eksisterende vildtforvaltning.
Danmarks Jægerforbund repræsenterer kun en ud af tre danske jægere. Og Danmarks Naturfredningsforenings repræsentative betydning som talerør for de danske naturinteresserede er endnu mindre.
Denne ydmyge erkendelse af rigets tilstand skinner dog ikke igennem i det principudspil, der nu har set dagens lys. Tværtimod.
