Det er svært at få nye DJ-medlemmer til bestyrelsen og i følge formand er dette årsag til, at Karrebæksminde Strandjagtforening forlader DJ for i stedet at fortsætte med nyt navn og nye vedtægter
Forlader Jægerforbundet
Karrebæksminde Strandjagtforening har taget det første skridt til at forlade Jægerforbundet. Ved generalforsamlingen lørdag 7. maj stemte 13 DJ-medlemmer for udmeldelsen, der skal ses på baggrund af, at foreningen i dag kun har 47 DJ-medlemmer, og det er svært at få nye DJ-medlemmer til bestyrelsen. Udmeldelsen træder i kraft 31. december 2022. En arbejdsgruppe blev nedsat, og den skal inden årets udgang have vedtægter og nyt navn for foreningen på plads, og der er mulighed for, at det nye navn bliver Karrebæksminde strandjagt- og jolleforening,
Tekst og foto: Henning Kørvel
Med 13 stemmer for og en, der hverken stemte for eller imod, blev det på generalforsamlingen i Karrebæksminde Strandjagtforening på bådepladsen lørdag 7. maj besluttet at udmelde foreningen af Danmarks Jægerforbund med virkning fra 31. december 2022.
Fordi 14 DJ-medlemmer var til stede, og udmeldelse krævede et flertal på 2/3 af de tilstedeværende, så var vedtægternes bestemmelse herom opfyldt, og udmeldelsen således står ved magt fra årsskiftet.
Samtidig dannede generalforsamlingen en arbejdsgruppe, der skal udarbejde nye vedtægter og finde et nyt navn til den forening, der skal videreføre Karrebæksminde Strandjagtforening med bådeplads og klubhus.
Årsagen til udmeldelsen er, forklarede formanden, Finn Watson, at Karrebæksminde Strandjagtforening i dag har 47 DJ-medlemmer, og det derfor er stadig vanskeligere at finde DJ-medlemmer, der er villige til at påtage sig bestyrelsesarbejde.
Foreningen har således været nødt til at supplere bestyrelsen med tre personer, der er medlem af foreningen for at have en bådeplads, men fordi de som lokale bestyrelsesmedlemmer skal være medlem af Jægerforbundet, betaler Karrebæksminde Strandjagtforening så kontingent for dem til Jægerforbundet.
Skal finde på et nyt navn
Et medlem betonede, at der er vigtigt, at strandjagt indgår i det nye navn for foreningen, og et bud kan være, at den kommer til at hedde Karrebæksminde Strandjagt- og jolleforening, hvilket vil signalere, at foreningen har flest medlemmer – over 100 – som er medlem af foreningen for at have en bådeplads, men ikke går på jagt og derfor ikke er medlem af Jægerforbundet.
Medlemmet fandt det vigtigt, at strandjagt indgår i det nye navn, fordi det vil være lettere at få sponsorer til at give donationer, end hvis det nye navn blot bliver Karrebæksminde Jolleforening.
Når Karrebæksminde Strandjagtforening således ikke nedlægges, men blot videreføres med et nyt navn, så forbliver foreningens formue i henhold til Jægerforbundets vedtægter intakt i foreningen, men hvis den derimod blev opløst, så skal formuen gå til Jægerforbundet.
I forhold til leje af bådepladsen, som ejes af Næstved Havn, som foreningen betaler leje til, er det formalia, at foreningen skifter navn, men Næstved Havn skal naturligvis informeres om foreningens navneskift.
Arbejdsgruppen skal endvidere undersøge, om navneskiftet pr. 1. januar 2023 får betydning for CVR-register og bankkonto.
De 47 DJ-medlemmer, der i dag er medlem af Jægerforbundet, bliver inden årets udgang nødt til at tage stilling til deres fremtidige tilhørsforhold, for hvis de ikke foretager sig noget, så vil de blive slettet som medlemmer af Jægerforbundet, når Karrebæksminde Strandjagtforening ophører med at være tilsluttet forbundet pr. 31. december 2022.
– De, der ønsker det, kan kontakte Jægerforbundet med besked om, at de gerne vil fortsætte som direkte medlemmer, eller de kan melde sig ind i en af de otte andre lokale jagtforeninger i Næstved Kommune, sagde Finn Watson, der beholder formandsposten frem til, at han og den siddende bestyrelse forlader skuden 31. december 2022, og den nye forening – hvad den så end kommer til at hedde – tager over med det formål at drive bådepladsen og klubhuset og udleje både- og skydeprampladser til medlemmerne.
Finn Watson (til højre) begrundede udmeldelsen af Jægerforbundet, som 13 ud af 14 DJ-medlemmer stemte for.
I generalforsamlingen deltog også bådemedlemmer af foreningen, men fordi de ikke er medlemmer af Jægerforbundet, stemte de så ikke ved afstemningen om udmeldelsen pr. 31. december 2022.