– Det er selve jagtoplevelsen, som er det væsentligste, oplyser Jan Lindegaard, som her beretter om en bukkejagt, som alligevel udløste to personlige rekorder
Bukkejagt med to gange personlig rekord
Af Jan Lindegaard
Desværre havde jeg ikke mulighed for at være med til bukkejagten den 16. maj i år. Andre pligter og opgaver kaldte.
Men endelig kom der lidt tid i kalenderen, så det kunne lade sig gøre.
Lørdag aften satte jeg mig i “Stige 2” ude på Flemmings mark. Smuk aften uden regn, og med havørnen som gæst ned over markerne.
Der var imidlertid ikke antydningen af råvildt nogen som steder. Til gengæld var mængden af dåvildt rigtig fin. Det lykkedes at tælle ikke mindre end 27 stykker dåvildt, fordelt på fem forskellige grupper, dels på marken og dels inde i skoven, så det lovede rigtig godt for sæsonen.
Vores jagtleder Lars havde anbefalet “Bakken”, som en potentiel god plads til bukkejagten, så søndag morgen skulle hans troværdighed lige testet.
Vel ankommet til “Bakken”, installerede jeg mig på en lille stol med ryggen mod vejen og satte mig godt tilrette. Bare 10 minutter efter lovlig skydetid, fangede jeg et dyr i kikkerten omkring 70-80 meter ude på højre side, som bevægede sig ganske hurtigt.
Dyret var kun synligt i et enkelt sekund eller to, så det var ikke muligt at afgøre om det var en buk eller en rå, inden det igen forsvandt ind bag en række træer.
Den hastighed og beslutsom, som dyret bevægede sig med, gjorde dog, at potentialet for at det var en buk på vej rundt for at markere sit territorium, bestemt var til stede. Skydestokken blev hurtigt sat op og riflen lagt i anlæg.
Da dyret næste gang blev synligt var det nu inde på 30-40 meters afstand, og stadig i et ganske højt tempo.
Det var tydeligvis en buk, som havde travlt med at markere hvem det egentlig var, som var skovens konge. Der skulle skrabes så jorden sprøjtede om ørerne, og der skulle markeres både på buske, små træer, store træer, lavthængende grene, og alt andet ind imellem. Alt dette foregik desværre stadig i et så højt tempo, at der ikke blev levnet nogen former for rimelig skudchance.
Endelig kom bukken, som fortsatte snorlige frem mod min position, fri af de forskellige grene og mindre buske, og præsenterede nu muligheden for et spidsskud. Det skud er jeg ikke særligt glad for, da det skal sidde 100% præcist for at undgå en anskydning. Ligesom spidsskud desværre ofte resulterer i, at mavesækken bliver sprængt. Hvilket ikke er særligt lækkert …
Bukken fik derfor lov til – stadig i sit høje tempo – at komme endnu et stykke nærmere, inden den endelig præsentere muligheden for et skråt frontalt sideskud.
Sigtet blev sat højt på bladet for at undgå kuglen gik ind i maven, og bukken registrerede aldrig, hvad der ramte den. Den gik i jorden som ramt af lynet, og efter lidt spjætten med benene var det hele overstået.
Og det var så ny rekord:-) Ikke i form af vægt, størrelse og andre ligegyldige detaljer – det er jo selv jagtoplevelsen, som er det væsentligste.
Rekorden består derimod i, at det er den hurtigste morgen-buk jeg nogensinde har fået lov til at nedlægge.
Den første kontakt til bukken var ikke engang været 10 minutter efter lovlig skydetid.
Og så er det uden sammenligning ny rekord, som det absolut korteste riffelskud jeg har haft fornøjelsen af at afgive. Jeg målte skud afstanden til bare 12 meter, og bukken var, i bogstaveligste forstand, på vej op ad stigningen i færd med at erobre selve “Bakken”, da muligheden endelig bød sig, og alt faldt på plads.
Endelig er det nok også en af de ny rekord pudsigste jagtoplevelser nogensinde …🙂
