Den 3. december 2025 var speciel for Henning Kørvel. For første gang siden Coronafeberen rasede, var han atter på jagt i Spanien
Den 3. december 2025 var speciel for Henning Kørvel. For første gang siden Coronafeberen rasede, var han i første halvdel af december på jagt i Spanien. I selskab med sine venner skulle han egentlig have jaget et stenbukkehundyr – hembra capra montes, men fordi en bukkelicens var blevet ledig, blev målet i stedet for en buk, og klokken 17.10 satte han den dag en kugle til en 10 år gammel stenbuk – den 9. stenbuk, han har skudt siden 1985.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Vinden fejer hårdt og koldt på bjergsiden og river voldsomt i vores huer, da vi – Jose, Rafa’ og jeg – begiver os opefter. Målet var først et hundyr, men en licens på stenbuk er blevet ledig, og da jeg af de to køn ubetinget foretrækker bukken, fordi jeg allerede har seks hundyr – hembra capra montes – i min trofæsamling, bliver målet således en buk.
Det er syvende år, Rafa’ og jeg jager med Jose, og vi kender således hinanden godt.
Efter nogen tid stopper Jose og tager kikkerten for øjnene. Han fortæller sagte, at han har set en ung buk og fem hundyr. Bukken er kun to-tre år gammel og er derfor uinteressant, og da også Rafa’ og jeg har set dyrene, går vi videre.
Jeg har min forrige jagt med Jose i tankerne. 2019 – året før Coronamonstret slog til. Han guidede mig til en sølvmedalje med horn på 72 centimeter, hvilket er den hidtil største buk, jeg har skudt i Sierra Nevada. Og tilmed den af mine stenbukke med det største udlæg.
Den er sammen med to andre bukke og et hundyr skuldermonteret, som jeg kun bruger, for at man skal kunne se, hvordan dyret nogen lunde så ud, mens det var i live. Monteret som kun skal ser man jo kun selve trofæet, men ikke dyrets hoved og bringe, der efter min mening giver trofæet en helt anden dimension.
Men alting er jo relativt.
Jose standser igen, og Rafael og jeg ser også to hundyr, hvoraf det ene har kid, og det andet er single.
Efter yderligere en times vandring, hvorunder vi har set to unge bukke og tre hundyr, standser vi for at spise frokost. Bocadillo (sandwich) og vand samt lunken kaffe, og afslutningsvis en appelsin, der smager anderledes end i Danmark, for i Spanien er appelsiner en frisk forbrugsvare, hvorimod den i Danmark kan have været undervejs i mange dage. Den friske vare smager efter min mening bedst.
Stenbuk bag en busk
– Har du hørt, at vi har fået afrikansk svinepest i Cataluna, spørger Rafa?
Jeg nikker og spørger, hvordan man håndterer det i et land som Spanien, der har en stor bestand af vildsvin og samtidig har en stor svineproduktion og eksport af svineprodukter til især Kina?
Han svarer, at man jager vildsvin som hidtil, men at nedlagte vildsvin, der først er undersøgt af veterinærer, lægges på frost, indtil der ikke længere er fare på færde, hvorefter de vil blive konsumeret.
Oven i afrikansk svinepest har Spanien desuden fået et udbrud af fugleinfluenza, der har ramt jagten på rødbenede agerhøns. Man kan således sige, at bægeret er fuldt.
Cirka en time senere ser vi endnu en buk, men fordi Jose skønner, at det vil tage mindst to timer at komme på skudhold af den, og klokken er cirka 15.30, opgiver vi chancen til bukken, som bestemt er afskudsbar.
Da vi omtrent er nede ved den hullede grusvej, udbryder Rafa’, at han så hornene af en stor buk bag en busk, men Jose og jeg kan ikke se den, da vi kigger i retningen, som Rafa peger ud for os, og vi går videre, men fordi Rafa insisterer, at han så en buk ved en busk 75-80 meter borte, går vil tilbage for at se efter den.
Og som det altid sker i eventyr, sker det også her, at bukken pludselig træder frem til venstre for busken, der havde skjult den indtil nu. Da den er helt fri af grene og står med bredsiden til, giver jeg aftrækkeren det lette tryk, får kuglen til at fare af sted. Jeg hører kugleslaget og ser den voldsomme reaktion på en bladkugle, hvorpå bukken løber 35-40 meter nedefter for så at falde omkuld – forendt. Om jeg så må sige på falderebet.
Jose og Rafa’ klapper mig skulderen.
”Muy bien”.
Klokken er 17.10.
Jeg har skudt min 9. spanske stenbuk. Den er 10 år gammel og er meget kraftig ved basis. Jeg skønner, at omkredsen kan være over 25 centimeter.
Fordi jeg allerede har tre skuldermonterede spanske stenbukke, skal denne her skalmonteres med en plakette af messing på skjoldet, hvorpå der vil komme til at stå: 3. December 2025.
Og det er således 40 år siden, at jeg skød min første spanske stenbuk i Cazorla y Segura
Men det er en helt anden historie.
Ung buk og et hundyr stiller sig til skue. Det er, som om de ved, at de er uinteressante som jagtobjekter, fordi bukken er for ung, hvilket vil sige tre-fire år. Foto: Henning Kørvel
Tre bukke og to hundyr. Heller ikke her var der afskudsbare bukke i flokken. Foto: Henning Kørvel
Vi er på vej op mod tinden. Foto: Henning Kørvel
Henning Kørvel med den 10-årige nedlagte buk, der blev skudt påfalderebet.
Køb ikke ”billetten i sækken”
Jeg er bonuskunde hos SAS og køber næsten altid flyvebilletter hos SAS, hvor jeg har tjent mange penge i bonus.
I november loggede jeg således ind på SAS hjemmeside for at booke en billet til Spanien (Malaga), men da jeg loggede ind, lagde en anden side sig oven på SAS hjemmeside. Jeg tænkte ikke nærmere over det, men udfyldte siden med mine oplysninger, men da jeg skulle betale, opdagede jeg, at jeg havde betalt til Go to gate, og at flyoperatøren var Ryanair.
Jeg har aldrig set noget lignende og blev godt gal i hovedet, men måtte altså acceptere, at jeg for første gang overhovedet skulle flyve med Ryanair til Malaga.
14 dage efter købet af flyvebilletten, modtog jeg en mail fra Ryanair, at man skulle tjekke ind elektronisk, fordi Rynair afskaffede boardingcards af papir.
Hos Go to gate havde jeg fået et 10-cifferet ordrenummer, men fordi Ryanair kun har seks cifre i sit ordrenummer, kunne jeg ikke logge ind på Ryanairs hjemmeside for at tjekke ind elektronisk, og jeg forudså, at det kunne give mig problemer i Københavns lufthavn. Og ganske rigtigt.
Ved Checkin-skranken sad en ung kvinde, der spurgte efter elektronisk boardingcard, men jeg svarede – som rigtigt – var, at jeg ikke havde kunnet logge ind på hjemmesiden for at tjekke ind på flyet.
Hun svarede, at hun ikke kendte det firma – Go to gate – som jeg havde købt billetten hos og bad mig træde ud af køen.
Nu blev jeg ekstra opset og bad en ung mand om at udstede et boardingcard til mig. Han svarede, at jeg skulle betale 55 euro (412,50 kroner), hvilket jeg gjorde og fik så boardingcard af papir. Jeg havde på forhånd booket sæde på flyet, hvilket virkede, og jeg kom således til at sidde der, hvor jeg ønskede.
I Spanien forklarede jeg mine venner om mine oplevelser, men ingen kunne hjælpe mig, fordi de ikke kunne logge ind på Ryanairs hjemmeside.
Da jeg 9. december skulle tilbage til Danmark, havde jeg god tid i Malaga. Jeg skulle flyve med Norwegian Airlines til København og gik til checkin-skranken og spurgte, om jeg kunne tjekke ind til København.
Kvinden svarede bekræftende og spurgte efter elektronisk tjek in. Jeg svarede i overensstemmelse med sandheden, at jeg ikke havde kunnet tjekke ind elektronisk. Hun udstedte så et boardingcard af papir til mig, hvilket jeg ikke skulle betale for. Ha, ha. Hos Norwegian Airlines tager de ikke Ryanair alvorligt.
Læren af dette eksempel er, at man skal se sig grundigt for, når man booker flyvebilletter, så man ikke booker hos et banditselskab, der har hacket sig ind hos ens vante flyveselskab.
Jeg har klaget til Ryanair og derefter Flyhjælp og kræver de 412,50 kroner, som jeg betalte i København for et boardingcard af papir, tilbage, for jeg skal jo ikke betale for den fejl, som GO to gate og Ryanair har lavet.
