Af Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening og repræsentant for “de grønne” i den nationale krondyrgruppe
Som repræsentant for “De grønne” i den nationale krondyrgruppe, har jeg været en del af drøftelserne, som skal løse den bundne opgave, gruppen har fået af miljøministerens Vildtforvaltningsråd: Kom med en forvaltningsmodel som gør, at vi med sikkerhed kan få en højere andel gamle hjorte.
For selvom de regionale grupper i mange år har gjort et kæmpe stort arbejde, og virkelig formået at få fokus på problemerne i forvaltningen, er der langt igen: andelen af gamle hjorte er endnu langt fra tilfredsstillende.
Og med den voksende bestand, er fulgt flere skader for landmændene. Fordelingen af “goder og byrder” oplyses fra lokalt hold at være urimelig mange steder.
Da de regionale grupper i sin tid blev etableret, var der langt færre krondyr, end i dag. Og de var langt fra fordelt over landet, som man kunne ønske sig – både som jæger og ikke-jæger.
I dag er bestanden markant større, og der er en langt bedre spredning over landet. Dermed ikke sagt, at krondyrene ikke “klumper sig sammen” lokalt, med de problemer, som følger af det.
I de vel knap 16 år jeg har været med til at tale om forvaltningen, har jeg hørt minimum en million “åbenlyse rigtige løsninger”. Jeg har aldrig hørt nogen tale imod, at der bør være en eller anden grundlæggende rimelighed i, hvor mange hjorte man kan nedlægge, i forhold til, hvad man bidrager med, for så vidt angår størrelse og kvalitet af reviret.
Jeg har heller ikke hørt nogen modsige, at det for alle ville være ønskeligt, at en større andel af hjortene, fik lov at nå en højere alder, før de blev nedlagt.
I den nationale krondyrgruppe har jeg gjort mig til talsmand for, at der skal være størst mulig lokal indflydelse. Jeg har også talt for, at vil man som jordejer og/eller jæger medvirke til en fornuftig forvaltning og fordeling af afskydningen, skal man være med til at bestemme. De synspunkter oplever jeg en grundlæggende enighed og respekt omkring.
Vil man omvendt ikke indgå i en dialog med andre lokale jægere og jordejere, men forvalte “sine” krondyr på arealer i princippet ned til 1 hektar (jf loven), bør man efter min mening ikke have fuldkommen fri adgang til at nedlægge et ubegrænset antal hjorte efter “først til mølle princippet” – selvom reviret måtte ligge nær gode krondyrarealer.
Der skal også være respekt omkring den kendsgerning, at der i dag kan være væsentlige markskader, som ikke afspejles i adgangen til at nedlægge dyr.
Hvis man er grundlæggende enig i de tanker, kunne man spørge sig selv: er det så justering af de generelle jagttider, adgangen til regulering, antal sprosser på hjorten, eller mulighed for at lokale lag kan etablere sig og aftale lokalt, som er bedst til at sætte rammerne og udmønte tankerne? Eller noget andet?
Kunne en løsning måske være, at jordejere og jægere lokalt sætter sig sammen indenfor et givent areal, som giver mening i forhold til rudlernes færden, og med lokale briller taler sig frem til, hvem der må nedlægge hvad?
“Det gør vi da i forvejen”, hører jeg ofte. Mit spørgsmål er så tilbage – hvorfor er det så ikke lykkedes de seneste 10 – 12 år at nå målet, om en højere andel gamle hjorte?
Den seneste tids mange mildt sagt kritiske indlæg synes jeg er ærgerlige, og langt fra konstruktive. Der er mange som blot kritiserer, uden at komme med konkrete bud på, hvordan man løser den bundne opgave. Det er for let at sige, at andres forslag er noget skidt. Og tonen i nogle indlæg er beklagelig.
Min opfattelse af arbejdet i den nationale krondyrgruppe er, at der er udbredt enighed og respekt om, at vi skal levere på den bundne opgave: en model SKAL sikre, at der kommer flere gamle hjorte. Den bundne opgave indebærer dermed, at dette “skal” også i et vist omfang må være udgangspunktet for en model, som udmøntes lokalt.
Min forståelse er også, at der er enighed om, at de regionale gruppers hidtidige kæmpe arbejde skal føres videre, som rammen om en lokal forvaltning.
Og en model må ikke “ramme” det store flertal af jordejere og jægere, som har en aldeles fornuftig tilgang til forvaltningen og afskydningen, og gerne vil dialogen. Tværtimod skal man have fordele, ved at medvirke til en konstruktiv dialog, og tage et forpligtende ansvar.
Omvendt må man se sig selv på sidelinjen, hvis man ikke vil dialogen eller tage ansvar for den lokale forvaltning, men bare “vil helt selv” på de små arealer. For her giver det ikke mening, at nedlægge mange store hjorte. Det er imod det fastsatte bindende mål og den bundne opgave.
Det er disse overvejelser, som efter min opfattelse grundlæggende afspejler et ønske om rimelighed, giver biologisk mening, sikrer lokal bestemmelse, der er på bordet.
Vil man nedgøre disse tanker, er man som oplyst på de regionale gruppers årsmøde mere end velkommen til at fremlægge alternative konkrete forslag, der lever op til den bundne opgave om en større andel gamle hjorte, og afspejler rimelighed i afskydningens fordeling lokalt, sikrer lokal bestemmelse, reducerer markskaderne og i øvrigt er nemme at administrere…
Hvis man ikke er i stand til det, vil jeg afslutningsvist ønske mig, at man i det mindste afstår fra at kritisere andres bestræbelser, i en anskudt tone. Eller vent måske i det mindste, til der ligger et konkret forslag?
